Tidligere jernbanechef taget i ed som Østrigs kansler

Skrevet af admin

17/05/2016

Dagens topnyheder

Christian Kern, som tidligere var chef for Østrigs statsbaner, er tirsdag taget i ed som EU-landets kansler.

- Du overtager en stor og smuk rolle, men den bliver også vanskelig med et stort ansvar, sagde præsident Heinz Fischer, da Kern blev taget i ed.

Østrigs socialdemokrater nåede i sidste uge til enighed om at vælge Christian Kern som ny kansler og som partileder.

Den 50-årige politiker er siden blevet godkendt af partiledelsen. Kern har været i politik i 20 år.

Christian Kern efterfølger Werner Faymann, som for nylig trådte tilbage fra alle sine poster.

Faymann blev voldsomt kritiseret, da hans parti led et overraskende stort valgnederlag til Frihedspartiet (FPÖ) ved den første runde af Østrigs præsidentvalg. Præsidentvalgets anden runde afvikles 22. maj.

Hverken SPÖ eller deres koalitionspartnere i det konservative ÖVP fik deres kandidater videre til anden valgrunde.

I stedet bliver det den tidligere leder for De Grønne, den uafhængige kandidat Alexander van der Bellen, der skal kæmpe mod Frihedspartiets kandidat, Norbert Hofer, om præsidentposten.

SPÖ og ÖVP har lidt en række valgnederlag i de seneste år. De to partier har valget mellem at fortsætte et samarbejde frem til 2018, eller udskrive et parlamentsvalg som formentligt vil blive vundet af FPÖ.

Kern, som beundres af mange for sine organisatoriske lederevner, står over for en vanskelig balancegang.

Dels skal han holde koalitionen i live, dels skal han holde sammen på sit eget politiske bagland uden at sælge ud af partiets grundlæggende værdier.

/ritzau/dpa