Tidligere landsholdsspiller vender tilbage til Lyngby

Skrevet af admin

10/07/2016

Dagens topnyheder

Fodboldspilleren Emil Larsen vender tilbage til Lyngby på en treårig aftale, oplyser oprykkerklubben på dens hjemmeside.

- På sine bedste dage er Emil Larsen en topspiller i Superligaen, og vi skal som klub hjælpe ham tilbage på det niveau, som alle ved, han besidder, siger Lyngbys træner, David Nielsen.

- Det er min opgave sammen med staben at få spillerne til at maksimere deres potentiale, og vi glæder os til at arbejde med Emil i hverdagen og give ham de rammer og redskaber, der skal til for at forløse potentialet, lyder det fra David Nielsen.

Emil Larsen spillede 83 kampe og lavede 25 mål i sin første tid i klubben, inden han i 2012 skiftede til OB, hvor han havde blandet succes.

I januar i år forsøgte han sig hos Columbus Crew i den amerikanske Major League Soccer, men nu er den 25-årige kantspiller altså tilbage, hvor det hele startede.

Emil Larsen er noteret for fem A-landskampe. Han var senest i landsholdsaktion i en testkamp mod England i foråret 2014.

Han bliver i øvrigt Lyngbys femte tilgang siden oprykningen til den bedste række. Klubben har tidligere skrevet kontrakt med Jesper Hansen (Bastia), Martin Ørnskov (Brøndby), Lasse Rise (Esbjerg) og Kristoffer Larsen (Brann).

/ritzau/