Tidligere landsholdsspiller vil være Fifa-præsident

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Endnu en håbefuld kandidat har meldt sig på banen til præsidentvalget i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Den 51-årige David Nahkid fra Trinidad & Tobago ønsker at efterfølge Sepp Blatter, når schweizeren fratræder i februar næste år.

- Jeg indgav de formelle papirer i sidste uge i Zürich, siger David Nahkid til nyhedsbureauet AFP.

- Jeg har støtte fra fem lande, men det er bedst, at de foreløbig er anonyme, siger han.

David Nahkid er tidligere landsholdsspiller for Trinidad & Tobago.

Som aktiv nåede han at spille i lande som Belgien og Schweiz.

Foreløbig har tre personer formelt meddelt, at de vil stille op til valget den 26. februar næste år.

Det er - ud over David Nahkid - franskmanden Michel Platini og prins Ali Bin Al Hussein fra Jordan.

Platini er dog suspenderet i øjeblikket, fordi han i 2011 modtog to millioner schweizerfranc, cirka 13,7 millioner kroner, fra Sepp Blatter.

Schweizeren er ligeledes suspenderet på grund af den mistænkelige pengeoverførsel, som ifølge de to magtfulde mænd er betalingen for et stykke arbejde, Platini udførte for Fifa i årene omkring årtusindskiftet.

Michel Platini er præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), og han er desuden vicepræsident i Fifa.

Sepp Blatter blev sidste år genvalgt som præsident for Fifa frem til 2019.

Den 79-årige schweizer, der har været Fifas præsident siden 1998, måtte få dage efter genvalget meddele, at han ville trække sig tilbage.

Det skyldtes en stor korruptionsskandale i Fifa, der begyndte at rulle få dage før præsidentvalget i maj sidste år.

/ritzau/