Tidligere NHL-dansker skifter til finsk ishockey

Skrevet af admin

25/05/2015

Dagens topnyheder

Den stærke ishockeyback Philip Larsen spiller i næste sæson for den finske storklub Jokerit.

Danskeren skifter fra russiske Yugra Khanty-Mansiysk, der ligesom Jokerit spiller i Kontinental Hockey League (KHL).

Det oplyser Jokerit på klubbens hjemmeside.

I Jokerit bliver 25-årige Philip Larsen holdkammerat med Peter Regin, der for to uger siden skrev under på en toårig kontrakt med den finske klub.

General Manager Jari Kurri glæder sig over, at finnerne har lokket Philip Larsen til klubben og fremhæver danskerens defensive evner.

- Larsen er en smart højrehåndet defensivspiller. Han læser spiller godt, og hans fremragende skøjteløb bidrager til, at han tager de rigtige beslutninger, siger Jari Kurri.

Selv om Larsen har sine styrker i defensiven scorede danskeren seks gange i den færdigspillede KHL-sæson, lige som det blev til 19 assists.

Efterhånden har Philip Larsen spillet for en lang række udenlandske klubber. Som helt ung spillede Larsen for de svenske klubber Rögle, Frölunda og Borås, inden han i 2009/2010-sæsonen fik debut for Dallas Stars i NHL.

Her spillede danskeren frem til 2013, hvor han skiftede til NHL-rivalen Edmonton Oilers. Efter en sæson i Edmonton gik turen videre til Rusland. I alt nåede Philip Larsen at spille 125 kampe i NHL.

Philip Larsen var ikke med ved VM i Tjekkiet, da danskeren frygtede for at blive skadet, mens han skulle finde sig en ny klub.

/ritzau/