Tidligere PET-chef: IS-koalition ændrer ikke på terrortrussel

Skrevet af admin

06/09/2014

Dagens topnyheder

Terrortruslen mod Danmark er alvorlig, men den bliver ikke forværret af, at Danmark har sagt ja til at gå ind i en kernekoalition med blandt andet USA med det mål at bekæmpe den islamistiske oprørsbevægelse Islamisk Stat.

Det vurderer Hans Jørgen Bonnichsen, der er tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET, efter at udenrigsminister Martin Lidegaard (R) fredag oplyste, at Danmark går med i en kernekoalition med otte andre Nato- og partnerlande i kampen mod Islamisk Stat.

- Aktuelt betyder det i realiteten ikke noget i forhold til trusselsniveauet, som i forvejen er højt. Danmark har i forvejen vist sit engagement i forhold til Islamisk Stat, da Folketinget i sidste uge besluttede at sende et Hercules-fly af sted til Irak, siger han.

Han henviser til, at PET på det tidspunkt vurderede, at den danske deltagelse i kampen mod Islamisk Stat ikke ændrer noget i forhold til truslen mod Danmark. Terrortruslen mod Danmark er alvorlig, men risikoen for at blive ramt af terror i Danmark er begrænset.

- Trusselsbilledet er i forvejen alvorligt og kan næsten ikke blive højere. Der er i øjeblikket en situation, hvor der skal virkelig meget til for, at det ændrer sig. Det kræver, at man står over for en konkret handling, siger Bonnichsen.

- Det er stadig mere farligt at bevæge sig ud i den danske trafik, end det at frygte at blive dræbt af en bombe fra Islamisk Stat, siger han.

Han vurderer, at Islamisk Stat allerede er opmærksom på Danmark, men at oprørsbevægelsen har nok at se til i Mellemøsten.

- Islamisk Stat har ikke en kapacitet til rådighed, der gør, at de både kan stabilisere deres situation i Syrien og Irak og samtidig have en kompetent styrke, som er i stand til at begå markante terrorhandlinger i det vestlige rum.

- De har måske et håb om, at en enkelt af deres "foreign fighters" vil være i stand til at lave et eller andet, men de er i forvejen i søgelyset hos PET, siger Bonnichsen.

Italieneren Lorenzo Vidino, der er seniorforsker ved Center for Security Studies ved Zürichs Tekniske Universitet, vurderer derimod over Ekstra Bladet, at truslen kan være øget mod lande, der deltager i koalitionen.

- Det er meget svært at forudsige. Dette handler ikke om matematik. Men en aktion udløser en modreaktion. Det er rimeligt at antage, at lande, der blander sig direkte i islamisternes dagsorden, bliver et mere sandsynligt mål. Jeg tror, det øger risikoen for et hævnangreb. Det er en ubehagelig realitet, men ikke det samme som, at det vil ske, siger han til Ekstra Bladet.

/ritzau/