Tidligere præsident jagter comeback i FC Barcelona

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

Tidligere klubpræsident Joan Laporta er som ventet en af kandidaterne, når fodboldklubben FC Barcelonas medlemmer i juli skal til valgurnerne for at udpege deres præsident for de kommende år.

Det meddeler Laporta tirsdag, efter at rygterne længe har svirret om et comeback til den klub, han i 2010 efterlod med stor succes, men også med stor gæld.

- Jeg stiller op til præsidentvalget, så Barcelona igen kan komme til at tilhøre alle. Jeg er mere parat end nogensinde. Jeg har mere erfaring. Jeg har også fejl, som alle ved, men jeg står fast på mine principper, siger Joan Laporta ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den hidtidige præsident Josep Maria Bartomeu trak sig i sidste uge formelt tilbage, efter at en domstol har rejst tiltale mod ham og forgængeren Sandro Rosell for skattesnyd.

Bartomeu håber dog, at medlemmerne ved valget 18. juli vil genvælge ham til posten.

Han kan prale af, at han har fået stabiliseret økonomien i klubben, samtidig med at Barcelona har stor succes på banen og senest vandt the treble efter sejr i den spanske liga, pokalturneringen og Champions League.

Til gengæld vurderes det i Catalonien, at Laporta har et trumfkort i et tæt forhold til vigtige Barcelona-personligheder som den mangeårige anfører Carles Puyol og tidligere cheftræner Josep Guardiola.

/ritzau/