Tidligere regeringspartier indrømmer: Integration stod i stampe under SR-regering

Skrevet af admin

27/09/2015

Dagens topnyheder

Under Socialdemokraterne og De Radikales regeringsperiode blev der ikke gjort nok for at fremme integrationen.

Sådan lyder erkendelsen fra de to tidligere regeringspartier over for Jyllands-Posten.

- Vi gjorde ikke nok, men vi fremlagde faktisk flere konkrete initiativer til, hvordan man kunne gøre mere på området, siger Dan Jørgensen, Socialdemokraternes udlændingeordfører, til avisen.

Han ærgrer sig over, at partiet ikke stadig har regeringsmagten, da man ifølge Dan Jørgensen "var i gang med arbejdet" for at forbedre integrationen i Danmark.

Tal fra Det Nationale Integrationsbarometer viser ifølge avisen, at beskæftigelsen fra 2011-2014 blandt indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund har været konstant.

Hver anden indvandrer og efterkommer var i 2014 i arbejde. Det er det samme tal som i 2011.

- Der er stadig store integrationsproblemer. Gennem de seneste 30 år er der ikke nogen regeringer, der har formået at finde den rigtige formel på dette område, siger Dan Jørgensen til Jyllands-Posten.

Også hos De Radikale er det blevet tid til selvransagelse.

- Det er klart, at når vi ikke nåede længere, så har vi ikke gjort nok. Det er en falliterklæring for os som land, at det ikke er lykkedes bedre med integrationen, siger Sofie Carsten Nielsen, partiets integrationsordfører.

Tal fra Det Nationale Integrationsbarometer viser også, at forskellen på, hvor stor en andel af indvandrere og efterkommere, der sammenlignet med danskere er på offentlig forsørgelse, er vokset en anelse.

Den tidligere regering kan dog glæde sig over, at de nye tal viser fremgang på uddannelsesområdet, hvor flere indvandrere og efterkommere tager en ungdomsuddannelse og videregående uddannelse, skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/