Tidligere Riis-rytter: De dopede sig alene

Som tidligere holdkammerat med David Zabriskie og Christian Vande Velde på CSC-mandskabet er Allan Johansen ikke overrasket over, at de to amerikanere nu har indrømmet, at de dopede sig, mens de kørte for det danskejede hold.

- Jeg vidste jo godt, hvordan branchen var på det tidspunkt. Og man har da tænkt, hvordan de pludselig kunne køre så stærkt en gang imellem, siger Allan Johansen.

Han har dog aldrig set sine tidligere holdkammerater dope sig, og han afviser også, at der var tale om organiseret doping fra holdets side.

- De må have haft nogle kontakter ved siden af fra deres tid på US Postal-holdet, for det var ikke noget, der var en del af holdets strategi eller plan, siger Johansen, der kørte for Team CSC fra 2005 til 2008.

Han mener heller ikke, at holdejer Bjarne Riis kunne have gjort mere for at overvåge, om rytterne overholdt dopingreglerne dengang.

- Det synes jeg ikke. Man kan altid være bagklog og tænke, hvorfor man ikke gjorde noget mere ved det.

- Jeg tror ikke, at han har haft mulighed for at kontrollere det. Flere test ville ikke have hjulpet, for de var ikke gode nok dengang og ville nok alligevel ikke have afsløret noget, siger Allan Johansen.

Han henviser til, at Lance Armstrong heller ikke blev testet positiv i karrieren, selv om der netop er fremlagt omfattende beviser på hans dopingbrug.

David Zabriskie og Christian Vande Velde har begge tilstået, at de dopede sig i 2005 og i dele af 2006.

I slutningen af 2006 indgik Bjarne Riis og CSC en samarbejdsaftale med Bispebjerg Hospital og antidopingeksperten Rasmus Damsgaard om et internt kontrolprogram på holdet.

 

Dagens Gossip