Tidligere Taleban-kommandør løslades

»For at gøre forsoningsprocessen med Afghanistan lettere, løslader vi i morgen Taleban-lederen,« skriver det pakistanske udenrigsministerium ifølge AFP.

Den afghanske regering har længe krævet, at Pakistan løslader Baradar, der har siddet fængslet i Pakistan, siden CIA og pakistanske agenter i 2010 arresterede ham.

Premierminister i Pakistan Nawaz Sharifs rådgiver, Sartaj Aziz, oplyste allerede mandag til AFP, at Baradar ville blive løsladt, og at han ikke vil blive udleveret til Kabul.

»Det er hans (Baradars, red.) egen beslutning, om han vælger at blive her i Pakistan, eller om han vælger at tage et andet sted hen,« siger Aziz til nyhedsbureauet.

Baradar er af både pakistanske og afghanske myndigheder anset som en person, der vil kunne hjælpe fredsforhandlingerne mellem de to lande. Reuters oplyser, at Baradar kan hjælpe situationen ved at opildne sine tidligere allierede til at lægge våbnene på hylden.

I slutningen af 2012 løsladte Pakistan ligeledes en stribe afghanske Taleban-fanger. Den gang blev løsladelsen set som et tegn på, at Pakistan var parat til at gøre en indsats for en forsoning med nabolandet. Løsladelsen af Baradar er ifølge AFP den 34. fange fra Taleban, som Pakistan har løsladt i løbet af det seneste år.

Dagens Gossip

Dagens TV