Tidligere topdommere giver DBU rødt kort

Skrevet af admin

18/11/2013

Mest læste i dag

Flere af Danmarks bedste dommere langer hårdt ud efter Dansk Boldspil-Union (DBU), som tilbyder ringe arbejdsvilkår for dommerne i Superligaen.

I sommeren 2012 indstillede Anders Hermansen dommerkarrieren efter syv år på topplan.

- En ting er det pres, der er fra tilskuere, offentligheden og medierne. Noget andet er det interne fra DBU. Arbejdsmiljøet i dommerkredse er blevet værre med årene, siger 39-årige Anders Hermansen til B.T.

Den tidligere dommer kritiserer især det øgede fokus på de såkaldte "black and white"-fejl, der møder kritik. Det drejer sig om kampafgørende afgørelser.

- Kulturen er blevet sådan, at dommerne før kampene fokuserer utrolig meget på, at nu skal vi undgå de her black and whites, fordi det giver en dårlig tilbagemelding fra udvikleren. Det tynger folk fuldstændig, fortæller Anders Hermansen.

Utilfredsheden har muligvis været medvirkende til, at flere tidligere topdommere har taget konsekvensen og forladt branchen.

- DBU er meget hurtige til at sige, at vi er en fodboldfamilie. Det gælder åbenbart bare ikke dommerne. Jeg føler mig i allerhøjeste grad svigtet, siger tidligere superligadommer Jan Hald til B.T.

Verdens bedste dommer anno 1991 og 1993, Peter Mikkelsen, sidder i DBU's elitedommerudvalg. Han afviser, at DBU ikke gør nok for de dommere, der føler sig tynget af massivt fokus på fejlkendelser.

- En del af udviklingen af dommerne omfatter jo helt naturligt, at vi også har fokus på fejlkendelser.

- Det stiller både Fifa og Uefa krav om, og det er jeg sikker på, at vores interessenter herhjemme - ikke mindst klubberne - og tilskuerne også har en forventning om.

- Det er selvfølgelig helt utænkeligt, at de ikke skulle indgå i vores arbejde med dommerne, siger Peter Mikkelsen til avisen.

/ritzau/