Tidligere trænere udviklede Wozniacki trods kort tid

- Hvis man ser tilbage, skulle jeg nok have givet dem mere tid. På den anden side har det været lærerigt for mig.

Sådan lyder refleksionen over hendes tidligere trænere fra Danmarks bedste tennisspiller, 22-årige Caroline Wozniacki, i et interview med Tennis Journal.

Wozniacki har inden for det seneste år haft både Ricardo Sanchez og Thomas Johansson ansat som trænere sideløbende med sin far, Piotr Wozniacki.

De to trænere blev begge fyret efter et par måneders ansættelse, og fejlen heri har Wozniacki nu indset.

- Når man får en ny træner, skal man have et sted mellem et halvt til et helt år, før de ting, han ønsker at sætte i værk, begynder at vise sig. Man kan ikke forvente, at en ny træner kan ændre noget så grundlæggende på så kort tid, siger tennisekspert Peter Bastiansen, der mener, at Wozniackis spil kræver en del forbedringer, før hun kan nå målet om at vinde en Grand Slam-turnering.

- Hun skal være mere offensiv og tage nogle flere chancer. Med alt ære og respekt, så er hun ikke aggressiv nok i de afgørende kampe, siger Bastiansen om Wozniacki, der på WTA-touren er kendt for at spille meget defensivt.

Tenniskommentator på Canal 8 Sport, Per Vinkel, ser også et problem i de hurtige trænerfyringer.

Dog mener han, at Wozniacki så absolut har lært noget af sine trænere i 2012, og at det med tiden vil vise sig på tennisbanen.

- Det har ikke været nytteløst, at hun har haft Sanchez og Johansson ansat. De har begge været en del af den udvikling, hun nu selv har indset, at hun var nødt til at gå igennem qua hendes faldende rangering og dårlige resultater. Men det tager noget tid at ændre den solide base i hendes spil, som hun har bygget op i gennem 10 år, siger Per Vinkel.

Caroline Wozniacki ligger i øjeblikket nummer 10 på verdensranglisten.

Hun deltager i øjeblikket i en grusturnering i Stuttgart, der er opvarmning før French Open i Paris i maj.

Dagens Gossip

Dagens TV