Tidligere udenrigsminister: Løkkes ønske om ekspertbud er mærkværdigt

Det er ifølge SF en dybt mærkværdig udmelding fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, når han i Politiken varsler en revidering af dansk udenrigspolitik på baggrund af én eksperts analyse.

- Især fordi han tilsyneladende bare vil have én ekspert til at lave en lynanalyse af dansk udenrigspolitik, siger SF's udenrigsordfører, tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen.

- Det virker meget useriøst og dybt mærkværdigt, at han vil have en eller anden form for supermand til at omformulere dansk udenrigspolitik, tilføjer han.

Lars Løkke Rasmussen siger i Politiken, at der er brug for en strategi, der skal samtænke de forskellige politiske områder, så de passer til en verden under stærk forandring.

Af forandringer nævner han for eksempel, at Afrika frem til 2050 fordobler sin befolkning, at Rusland er begyndt at "udvise en form for aggression" samt kampen mod Islamisk Stat.

- Der er ikke noget galt i at samtænke, men det er jo ikke seriøst, hvis han bare vil have én person til det. Det er kompliceret, og man er nødt til at have forskellige vinkler på, siger Holger K. Nielsen.

- Man kan være nervøs for, at Lars Løkke har en helt bestemt dagsorden, han skal have fremmet. At han har en, som han ved vil komme til et bestemt resultat, og så forsøger han på den måde at få en fundamental ændring af dansk udenrigspolitik, siger han

I SF ser man gerne yderligere samtænkning i udenrigspolitikken, siger ordføreren. Partiet har tidligere foreslået, at en egentlig kommission skal se nærmere på udenrigspolitikken, hvilket der dog ikke var politisk flertal for.

- Men der blev vedtaget en beretning i udenrigsudvalget, lige før valget blev udskrevet, hvor også Venstre var med til at pålægge regeringen, at der skulle laves forskellige analyser af dansk udenrigspolitik, siger Holger K. Nielsen.

/ritzau/

Dagens Gossip