Tidligere Uefa-boss: Sverige købte stemmer før EM i 92

Skrevet af admin

16/12/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) Lennart Johansson fortæller, at Sverige ikke gav pengegaver, men alligevel "købte" stemmer for at få tildelt fodbold-EM i 1992.

Den i dag 86-årige svensker afslører, at han gav visse fordele til lande, som stemte på Sverige som EM-vært.

- Jeg var kommet ind i mange forskellige udvalg og var meget sammen med de østeuropæiske repræsentanter, som ikke havde lige så mange ressourcer som andre lande.

- Det var folk, som var pålidelige. Så jeg gav dem visse fordele.

- Der var ikke tale om penge, men løfter om at vi skulle øge samarbejdet med landene og være positive omkring deres udvikling, siger Johansson i et interview med Dagens Nyheter.

I øjeblikket er der flere korruptionsanklager mod Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), som er under efterforskning af schweizisk og amerikansk politi.

Blandt andet mistænkes Tyskland for a have købt VM i 2006. Johansson tror ikke, det handler om penge, men om at tyskerne tilbød at spille landskampe mod USA for til gengæld at få en stemme.

- Jeg tror ikke, der kommer noget ud af den historie. De har ikke taget imod penge, men Tyskland købte stemmer, siger Johansson.

/ritzau/