Tidligere vicepræsident: Vælt præsidenten i Sydsudan

Skrevet af admin

19/12/2013

Dagens topnyheder

Sydsudans tidligere vicepræsident Riek Machar beder nu hæren om at vælte landets præsident, Salva Kiir, skriver nyhedsbureauet AFP.

Præsident Kiir har tidligere sagt, at uroen i landet skyldes et kupforsøg iværksat af den tidligere vicepræsident, som blev afsat i sommer. Kiir og Machar er ledere for Sydsudans to største etniske grupper: dinkaerne og nuerne.

Torsdag beder Machar så officielt hæren om at vælte præsidenten. Samtidig siger han, at han kun er interesseret i at deltage i forsonende samtaler, hvis de drejer sig om Kiirs afgang.

Uroen tager til i Sydsudan, hvor regeringstropper kæmper mod oprørere for at genvinde kontrollen over flere områder.

Det er femte dag med oprørstilstande i det blot to år gamle afrikanske land, der blev selvstændigt fra Sudan i 2011. FN har advaret om, at konflikten kan udvikle sig til en borgerkrig.

Omkring 500 mennesker er blevet dræbt indtil videre under konflikten, som har fået nabolande til at sende forhandlere til Sydsudan for at nå en løsning.

Det seneste døgn har flere lande, blandt dem USA, Storbritannien og Tyskland, valgt at evakuere diplomater fra landet.

Evakueringen er sket i kølvandet på blodige sammenstød mellem rivaliserende fraktioner af den sydsudanske hær i hovedstaden Juba.

Kampene brød ud i hovedstaden søndag aften og har siden spredt sig til andre områder.

Soldater og oprørere har også udkæmpet ildkampe i Bor, som var scene for en massakre i 1991, da soldater, der var loyale over for Riek Machar, dræbte hundreder af medlemmer af præsident Salva Kiirs klan.

/ritzau/afp