Tidligt drømmemål sænker Viborg i Esbjerg

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

En genialitet efter små fem minutters spil af Bjørn Paulsen var nok til at sikre Esbjerg sejren hjemme over Viborg samt yderligere afstand til Hobro på nedrykningspladsen.

Kampen endte 1-0 på en regnvåd bane i Esbjerg.

Hjemmeholdet kom flyvende ud fra omklædningsrummet, og Casper Nielsen og Bjørn Paulsen havde medbragt tidlige lækkerier til hjemmepublikum.

På højrekanten lavede førstnævnte et fikst træk og gik til baglinjen. Herfra sendte han bolden lidt skråt tilbage i feltet til en fremstormende Bjørn Paulsen.

Den store allroundspiller viste glimrende teknik, da han med en afslutning bag om støttebenet lagde tværafleveringen over i det lange hjørne uden chance for Peter Friis Jensen i Viborg-målet.

En fantastisk scoring af Paulsen, som mindede meget om Jamie Vardys scoring for England mod Tyskland for nylig. Faktisk var Esbjerg-spillerens bare flottere.

Fem minutter efter scoringen var Osama Akharraz tæt på at udligne fra nært hold, men Jeppe Højbjerg leverede en flot fodparade.

Efter den hæsblæsende start faldt der mere ro på kampen, og der kom ikke flere scoringer før pausen trods et par skudforsøg i begge ender.

Fra anden halvlegs start forsøgte Viborg at få lagt pres på vestjyderne for at fremtvinge en udligning.

Flere gange var viborgenserne nærgående, men trods flere gode aktioner fra især en veloplagt Osama Akharraz kunne udeholdet ikke skabe de helt åbne målchancer.

Begge mandskaber forsøgte sig med flere langskud på den våde bane, men de fleste gange var det ufarligt.

Viborg fik etableret et fint pres i kampens sidste ti minutter, men skarpheden i feltet var til at overse, og derfor kunne Esbjerg tage sæsonens blot sjette ligasejr.

Esbjergs sejr er skidt nyt for Hobro, som nu har 14 point op til overlevelse i Superligaen med 10 spillerunder igen af sæsonen.

/ritzau/