Tidligt exit for Jan Ø. i Tokyo

Jan Ø. Jørgensen kunne ikke et levere et topresultat ved Super Series-turneringen Japan Open i Tokyo.

Torsdag tabte danskeren med 14-21, 21-13, 17-21 til inderen Prannoy Kumar i anden runde i en kamp, der næsten varede en time.

Jan Ø. Jørgensen kom ellers ind til turneringen med et godt resultat i kufferten, eftersom han i sidste uge nåede frem til semifinalen ved China Masters. Her missede danskeren endda en matchbold i semifinalen.

Dem var der ingen af til ham i torsdagens kamp. I tredje sæt var Jan Ø. Jørgensen med til 17-18, inden Prannoy Kumar vandt tre bolde i træk og dermed kampen.

Jan Ø. Jørgensen var den eneste dansker til at ryge ud i anden runde.

I mixeddouble spillede Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen sig sikkert videre til kvartfinalen. Et indonesisk par blev besejret med 21-9, 21-12 på blot 26 minutter. Christinna Pedersen er sammen med Kamilla Rytter Juhl også sikkert videre i damedouble.

Herredoublerne Mathias Boe/Carsten Mogensen og Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding havde heller ikke de store problemer med at avancere til kvartfinalerne.

En af herredouble-konstellationerne kommer videre til semifinalen. De danske par møder nemlig hinanden fredag. Andenseedede Boe/Mogensen må siges at være favoritter.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV