Tidligt mål og Messi-magi skal skabe miraklet

Det er kun sket tre gange i alle UEFAs internationale klubturneringer, at et hold, der er bagud med fire mål fra den første kamp, alligevel er gået videre.

Hvis Barcelona skal skrive sig ind i historien som det fjerde hold, kræver det mindst to essentielle ingredienser: Et hurtigt hjemmemål og en masse Messi-magi.

Tilbage i 2003-04 sæsonen var nordspanske Deportivo La Coruña bagud 0-4 fra den første kamp på San Siro mod Milan. Alligevel lykkedes det holdet fra provinsen Galicien at komme tilbage og ende med at gå videre 5-4.

Den målfarlige angriber fra Uruguay, Walter Pandiani, satte hjemmeholdet godt i gang med en scoring efter kun fem minutters spil.

Pandiani er i en alder af 37 på retræte, men han er stadig på banen i den spanske 3. division for Atletico Baleares på Mallorca. Han husker udmærket den magiske aften på Riazor og er klar med input til, hvad Barcelona skal gøre for at gøre miraklet til virkelighed:

- Det tidlige mål var nøglen til, at holdet fik troen på at det kunne lade sig gøre. Hvis man ikke får scoret i så hurtigt som muligt i 1. halvleg, så begynder man at forhaste sig. Målet gav os fred i sindet, så vi kunne fortsætte med at spille godt, fastslår sydamerikaneren overfor uefa.com.

Baseret på weekendens kamp mod Athletic Bilbao er Barcelonas eneste håb, at Lionel Messi igen kan præstere på sit topniveau. Verdens bedste spiller spillede i den første kamp, selvom han ikke var fuldt ud fit ovenpå sin skade i baglåret. I weekenden var han oprindeligt bænket mod Bilbao, men kom ind i den sidste halve time, hvor han reddede Barca med et mål og et oplæg, så kampen endte 2-2. Men det bliver svært at gøre det samme minimum fire gange mod det tyske storhold.

Bayern-spillerne holder i hvert fald øjnene fæstnet på den lille argentiner.

- Vi kommer til at se en helt anden Messi. Alle ved, at han er omdrejningspunktet på holdet, 50 mål på en sæson viser, hvor afhængig Barca er af ham. Vi ved ikke, hvordan hans fysiske niveau reelt var i den første kamp, men i weekenden kom han ind fra bænken og lavede et fantastisk mål. Vi regner med, at vi får mere travlt med ham i denne kamp, forudser Thomas Müller respektfuldt til spanske El Mundo Deportivo.

Den franske stjerne Franck Ribery udtrykker også på forhånd respekt for hjemmeholdet, men han forventer naturligt nok en tysk finaleplads.

- Vi vandt hjemmekampen 4-0, men vi kommer til at se et helt andet Barcelona. Vi er højest 80 procent sikre på at nå finalen. Men hvis vi bare noget af kampen spiller lige så godt, som vi gjorde i 4-0 kampen, så klarer vi det, siger Ribery til Bild.

- Jeg har været her i seks år, og vi har aldrig haft så stærkt og velfungerende et hold før. Alt passer sammen. Vi forstår hinanden, stemningen på holdet er god, og der er ingen stress. Bænken er stærkt besat, så udskiftningerne er ikke et problem. Alle kæmper for de store mål, enhver gør sit bedste og er totalt koncentreret. Hvis vi virkeligt vinder triplen (tysk mesterskab, tysk pokalturnering og Champions League, red.), så kan man sige, at vi er verdens bedste hold, fastslår Ribery.

Dagens Gossip