TIDSLINJE: Tyrkiet går mere aktivt ind i kampen mod IS

Skrevet af admin

24/07/2015

Dagens topnyheder

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, bekræfter fredag over for USA's præsident Obama, at hans land er fast besluttet på at deltage i kampen i mod Islamisk Stat.

Herunder et overblik over den seneste uges begivenheder op til kursændringen:

Mandag den 20. juli

Den syriske konflikt spreder sig over grænsen til Tyrkiet, da en selvmordsbomber dræber 32 og sårer 100 i Suruc.

Erdogan kalder det en "terrorhandling" begået af Islamisk Stat.

Demonstranter beskylder den tyrkiske regering for at stå i ledtog med Islamisk Stat i kampen mod Tyrkiets kurdiske mindretal.

Onsdag den 22. juli

Den militante kurdiske gruppe PKK påtager sig skylden for at have skudt og dræbt to tyrkiske politifolk i den sydvestlige del af landet som hævn for angrebet i Suruc. PKK hævder, at de to politifolk arbejdede sammen med "bander fra Islamisk Stat (IS)".

De tyrkiske myndigheder identificerer selvmordsbomberen i Suruc - en ung tyrker som ifølge myndighederne havde kæmpet for Islamisk Stat i Syrien.

Erdogan siger i telefonen til Obama, at alle midler vil blive brugt til at finde frem til de ansvarlige bag massakren i Suruc.

Torsdag den 23. juli

Jihadister i Syrien dræber en tyrkisk grænsesoldat i Tyrkiet og sårer to andre.

Tyrkiske kampvogne beskyder Islamisk Stats stillinger i Syrien - mindst en bliver dræbt.

I den overvejende kurdiske storby Diyarbakir bliver en tyrkisk politimand dræbt og en anden bliver såret.

Tyrkiet giver efter for lang tids amerikansk pres og giver USA lov til at bruge den tyrkiske base Incirlik som udgangspunkt for luftangreb mod Islamisk Stat.

Ifølge dagbladet Hurriyet overvejer Tyrkiet nu at forstærke grænseovervågning med zeppelinere, en grænsemur, afspærringer og observationstårne og måske også voldgrave.

Fredag den 24. juli

Tyrkiske F-16 fly rammer Islamisk Stats stillinger i Syrien for første gang.

Over 250 formodede jihadister og militante kurdere tilbageholdes efter razziaer i Tyrkiet. En militant kurdisk kvinde bliver dræbt af tyrkisk politi.

/ritzau/AFP