Tidsplan for metrobyggeri skrider

»Det er alment kendt i hele organisationen, at projektet er to år forsinket. Hele 2018 var indlagt som en buffer i tidsplanen, men den buffer er væk. Det er komplet urealistisk, at Metro Cityringen står færdig i 2018«, siger en kilde, der peger på, at hele ringen først er klar i 2020.

Avisens kilder har alle været ansat hos byggeriets hovedentreprenør, CMT, og peger blandt andet på, at ledelsen alt for sent har reageret på, at det anvendte maskinel ikke har været bygget til at bore i den hårde københavnske undergrund.

I en kortfattet mail skriver metroselskabets direktør til Politiken, at tidsplanen holder:

»Hvis vi ser bort fra den usikkerhed, der er med den nuværende behandling af klagerne i Natur- og Miljøklagenævnet, forventer vi stadig at åbne i december 2018«, siger Henrik Plougmann Olsen.

Direktøren fastholder dermed også, at det alene er konsekvenserne af klagerne fra byggeriets naboer, der kan forsinke det. Naboerne, der har klaget over støjgener, efter at Metroselskabet fik lov til at arbejde i døgndrift, har haft held til at bremse aften- og natarbejdet på flere byggepladser.

Politiken har set på de oprindelige tidsplaner fra 2011 og sammenlignet dem med Metroselskabets nye opdaterede tidsplaner og fundet, at byggeriet er forsinket i op til et år – selv om der har været arbejdet i døgndrift.

Dagens Gossip

Dagens TV