Tidsplanen for finansskat i EU skrider igen

Skrevet af admin

09/12/2014

Dagens topnyheder

De 11 EU-lande, der i over to år har prøvet at løbe i forvejen og indføre en skat på handler med aktier og andre finansprodukter (FTT), må tirsdag igen konstatere, at tidsplanen skrider.

EU's økonomikommissær, Pierre Moscovici, der i sit tidligere job som fransk finansminister har været med til at presse på for den nye særskat, siger, at måldatoen for indførelsen af FTT stadig er 1. januar 2016.

Det synes dog tvivlsomt, om det kan nås.

Moscovicis efterfølger i Frankrig, Michel Sapin, medgiver på vegne af de 11 lande, at det går trægt.

- Vi er stadig sammen fast besluttede på at arbejde hårdt for at finde konkrete løsninger mod at tage første skridt mod en FTT. Selv om det nok ikke bliver ved årets udgang, men i stedet i begyndelsen af næste år, siger Sapin.

Den franske minister siger, at man er nået langt med at finde ud af, hvordan skatten skal fungere for aktiehandler. Men at det går langsommere at enes om andre finansprodukter som derivater.

Han henviser til, at det har vist sig at være mere besværligt at indføre skatten i den begrænsede kreds af 11 lande, end hvis alle 28 EU-lande var med.

Frankrig var drivkraften bag, da EU-Kommissionen i 2011 fremsatte forslag om at indføre den såkaldte FTT eller Tobin-skat. Den skulle udgøre 0,1 procent af handler med værdipapirer og 0,01 procent af handler med derivater.

Danmark var blandt de lande, der ikke ville være med på skatten, som ifølge EU's regler kun kan indføres som en EU-skat, hvis alle er med på idéen.

Da det viste sig umuligt at få alle med, gik 11 lande sammen om i stedet at indføre skatten i deres begrænsede kreds.

Men det har foreløbig vist sig umuligt for dem at enes om, hvad der egentlig skal beskattes. Og hvor.

En del af uenigheden handler om, hvorvidt det vil være muligt og lovligt at opkræve skatten i lande, der ikke deltager i FTT, hvis parterne i en handel befinder sig både i og uden for FTT-lande.

De lande, der har meldt deres interesse for finansskatten, er Tyskland, Frankrig, Grækenland, Spanien, Portugal, Østrig, Slovakiet, Belgien, Slovenien, Italien og Estland.

/ritzau/