Tiger bed dyrepasser i hovedet

En kvindelig dyrepasser blev fredag angrebet af en tiger, da hun var i færd med at rense dens bur på en dyreklinik i den amerikanske stat Indiana.

Rovdyret gabte over kvindens hoved og bed sig fast. Kvindens tilstand er kritisk, skriver CNN, som fortæller, at hun blev fløjet væk til et hospital i Indianapolis.

Ulykken skete ved Exotic Feline Rescue Center i byen Center Point.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

Klinikken har bekræftet episoden, men Exotic Feline Rescue Center ønsker ikke at udtale sig yderligere til medier.

Politiet oplyser, at kvinden var i gang med at rense buret, da en kollega i nærheden hørte hendes råb om hjælp.

Tigeren slap løs fra det sted, den blev holdt indespærret under rengøringen, angiveligt fordi en medarbejder havde glemt at låse efter sig.

Da kollegaen nåede frem til buret, havde tigeren kvindens hoved inde i sit store gab.

Chefen for dyreklinikken, Joe Taft, sprøjtede tigeren i hovedet med en vandslange, og fik dermed dyret til at løsne sit greb.

Der er 130-140 tigre på klinikken.

I maj mistede en kvindelig zoo-ansat i England livet, da hun blev angrebet af en tiger i en dyrepark i den nordvestlige del af landet.

Rovdyret for løs på kvinden inde på et afskærmet område i den zoologiske have.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV