Tiger-stifter: Vi når fem milliarder om få år

Hver tredje dag åbner en ny dansk Tiger-butik, der er kendt for sine farverige og prisvenlige boligsager og legetøj. I dag er der 231 strøet ud over Europa og en enkelt i Japan, og med selskabets ekspansive planer in mente, venter stifteren at nå en markant milliardomsætning inden længe.

»Jeg regner med, at vi ser et salg på gode side af fem milliarder kroner som koncern inklusiv datterselskaber inden for fem år. Men jeg håber, at det sker før,« siger Tigers grundlægger og nyudnævnte konceptdirektør Lennart Lajboschitz til Berlingske Business.

Sidste år omsatte Zebra-koncernen for 785 mio. kroner og fik et årsresultat på 67 mio. kroner. Året forinden lå salget på 573 mio. kroner og årets resultat på 52 mio. kroner.

Nu står kompasnålen på ekspansion, og allerede i efteråret åbner en japansk butik i Toyko for at supplere den asiatiske begejstring for den første butik i byen Osaka. Inden for tre år forudser Lennart Lajboschitz, at der vil være 50 butikker i Japan, og derudover kigger selskabet også på muligheder i USA, Canada og Sydkorea, fortæller han.

Lennart Lajboschitz stiftede Tiger i 1995, da hans svigerinde skulle passe hans forretninger med mange forskellige priser på varerne. Da hun ringede til Lennart Lajboschitz på ferien for at spørge til de forskellige priser, lød hans svar: »sælg det hele til en 10'er stykket«. Det blev en stor succes, og sådan begyndte Tiger-konceptet.

Succes ved en tilfældighed

Sidste efterår solgte stifteren så 70 procent af sine aktier i selskabet til kapitalfonden EQT, ligesom bestyrelsesmedlem, advokat og ven af huset Jacob Bier solgte en andel af sine aktier. I dag ejer Lennart Lajboschitz 28,2 procent af aktierne og Jacob Bier 1,8 procent.

Torsdag blev det så annonceret, at Lennart Lajboschitz, der hidtil havde været direktør, nu skal være konceptdirektør, mens Christian Mariager fra konsulentvirksomheden McKinesy skal overtage posten som administrerende direktør.

En beslutning, som Lennart Lajboschitz tilsyneladende selv har været med til at træffe, men som ikke betyder, at han er ved at forlade virksomheden, siger han:

»Nej. Jeg er fuldt på og pukler på, men arbejder mere inden for mit interesseområde med fortløbende at udvikle konceptet,« siger grundlæggeren i erkendelse af, at han er entreprenøren, mens Christian Mariager har forstand på systemer og processer, der vil spille en stor rolle i den hastigt voksende virksomhed.

»Det ønsker jeg ikke at beskæftige mig med, og det er han meget bedre til . Derfor har det været mit ønske helt fra salgsprocessens start, at det var ideen. Det passer mig, og det passer firmaerts interesser,« siger han.

Som ny konceptdirektør bliver Lennart Lajboschitz' opgave først og fremmest at være et idespringvand. En af de nye ideer er, at åbne et helt nyt cafe-koncept, som han kalder et fritidshjem for voksne - et sted, hvor man kan spille bordtennis og scrabble eller arbejde. En anden er at udvikle musikselskabet Tiger Records, hvor man eksempelvis kan komme til koncert for en rund 10er.

 

Dagens Gossip

Dagens TV