Tiger Woods kan ikke se lys for enden af skadetunnelen

Skrevet af admin

02/12/2015

Mest læste i dag

To rygoperationer har sat sine spor hos den levende golflegende Tiger Woods.

Han er i gang med de første små skridt i genoptræningen efter operationerne i henholdsvis september og oktober, men der er lang vej til et comeback.

- Jeg er blevet spurgt om det en del gange på det seneste, og svaret er, at jeg ikke ved det. Jeg aner det ikke, det gør jeg virkelig ikke, siger Woods ifølge AFP under en velgørenhedsturnering, som han selv står bag.

- Der er ingen tidsplan for helingen, og det har været det hårdeste at skulle indstille sig på. Hvor er lyset for enden af tunnelen? Jeg aner det ikke, så det har været hårdt, lyder det fra den 14-dobbelte majorvinder.

Tiger Woods har tidligere haft slemme skader, som har holdt ham ude i længere tid, men der har han vidst, hvornår et comeback lurede. Nu kan han blot håbe på små forbedringer hele tiden.

- Jeg lytter til min kirurg, jeg lytter til mine fysioterapeuter, og vi tager det bare dag for dag. Forhåbentlig giver de daglige forbedringer snart udslag i noget positivt, siger Tiger Woods.

Efter skandalen omkring utroskab i slutningen af 2009 er Tiger Woods aldrig kommet tilbage til sit tidligere niveau, og han er fortsat fire majorsejre fra Jack Nicklaus, der har rekorden med 18 sejre.

Alligevel mener Woods godt, at han kan være stolt af sin karriere.

- Jeg havde en ret god karriere i mine 20'ere og 30'ere, lyder det beskedent fra den snart 40-årige golfspiller.

Tiger Woods' seneste majorsejr var i 2008, da han vandt US Open.

/ritzau/