Tiger Woods ud af sit eksil: Jeg spiller US Masters

Skrevet af admin

03/04/2015

Dagens topnyheder

Tiger Woods vender tilbage til golfbanerne i næste uge, hvor den amerikanske stjerne deltager i major-turneringen US Masters.

Den levende golflegende annoncerede for to måneder siden en pause på ubestemt tid på grund af dårlige resultater og præstationer. Men nu er der godt nyt for hans mange fans.

- Jeg deltager i Masters, siger Woods.

- Det er meget vigtigt for mig, og jeg ønsker at være her. Jeg har arbejdet meget med mit spil og ser frem til at konkurrere.

- Jeg glæder mig til at komme til Augusta og sætter stor pris på alles støtte, fortæller amerikaneren.

Tiger Woods var senest i aktion på PGA Touren 5. februar, da han trak sig fra en turnering på grund af rygsmerter. En uge senere annoncerede han sin pause.

Spekulationerne om et comeback begyndte at tage fart i denne uge, da Woods blev set træne på Augusta-banen.

Den 39-årige amerikaner faldt tidligere på ugen for første gang i næsten to årtier ud af top-100 på verdensranglisten.

Woods har i løbet af karrieren vundet 14 af de prestigefyldte major-turneringer. Den seneste triumf fandt sted helt tilbage i 2008, da han tog sejren ved US Open.

Tiger Woods overgås af legenden Jack Nicklaus, der nåede op på 18 major-titler. Spørger man bookmakerne, kommer Woods dog ikke nærmere Nicklaus' rekord med sin deltagelse i US Masters.

Hele 40 gange giver både Centrebet og Ladbrokes pengene igen, hvis Woods kan iføre sig den grønne vinderjakke ved Masters for femte gang. Han vandt senest turneringen i 2005.

Favoritten er ifølge bookmakeren verdensetteren Rory McIlroy fra Nordirland. Thomas Bjørn ser foreløbig ud til at være den eneste dansker i startfeltet ved den traditionsrige turnering.

/ritzau/