Til middag sænker stilheden sig over Bruxelles

Skrevet af admin

23/03/2016

Mest læste i dag

I Bruxelles bliver der onsdag klokken 12.00 holdt et minuts stilhed for ofrene for tirsdagens bombeangreb i den belgiske hovedstad, hvor mindst 30 mennesker blev dræbt. Det oplyser lokale myndigheder ifølge AFP.

- Jeg vil opfordre folk til at holde et minuts stilhed til minde om ofrene for 22. marts, siger Bruxelles-politikeren Rudi Vervoort.

Belgiens premierminister, Charles Michel, og landets kong Philippe deltager i mindeceremonien i det såkaldte europæiske kvarter, hvor EU-institutionerne ligger tæt og hvor også metrostationen Maelbeek, hvor et af selvmordsangrebene fandt sted, ligger.

Det oplyser det belgiske kongehus.

Store dele af verden er i sorg efter det koordinerede angreb, og allerede tirsdag blev der i flere lande holdt et minuts stilhed til minde for ofrene.

Det skete blandt andet på rådhuset i Madrid, i det irske parlament, i Repræsentanternes Hus i USA og ved en baseballkamp i Havana, hvor den amerikanske præsident, Barack Obama, og Cubas præsident, Raul Castro, var blandt tilskuerne.

I Paris, der ligeledes blev ramt af et blodigt angreb i november sidste år, viste man sin sympati ved at oplyse Eiffeltårnet i farverne fra det belgiske flag: Sort, gul og rød.

Det samme var tilfældet for Trevi-fontænen i Rom og ved Brandenburger Tor i den tyske hovedstad, Berlin.

Herhjemme var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag forbi den belgiske ambassade i København, hvor han lagde en buket blomster for at vise sin respekt.

- Vi føler med Belgien og græder med Belgien, lød det fra statsministeren.

Mindst 30 mennesker blev dræbt og omkring 200 såret i tirsdagens bombeangreb i Zaventem-lufthavnen og i et tog ved metrostationen Maelbeek i hjertet af Bruxelles' EU-kvarter.

/ritzau/