Tilbud med bid i: Lad din gamle hest blive spist af en tiger

Skrevet af Michael Lauritsen

07/06/2013

Dagens topnyheder

Hvis du har en hest, ko eller ged i overskud, så er der ét sted, man med glæde vil overtage. Du skal bare være forberedt på, at kræet ikke slipper med livet i behold.

Dyrepasserne i Odense Zoo står foran en særlig udfordring og beder derfor omverdenen om hjælp.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

I foråret har haven fået intet mindre end to tigerkillinger og otte løvekillinger. Det har skabt problemer med at skaffe kød nok til de mange rovdyr.

Derfor håber man, at folk vil donere dyr til mad.

- I Odense ZOO tror vi på, at dyr skal have et godt liv og en god død. Der er derfor intet i vejen for, at en hest, der enten er blevet gammel eller svagelig, bringer nytte som foder. Mange af ZOOs egne geder ender også som foder i løvernes anlæg. Alle dyr bliver naturligvis aflivet, inden de bliver brugt som føde, siger Zoolog Nina Collatz Christensen.

LÆS OGSÅ: Chimpansen Per fra Odense Zoo er på lykkepiller

Det er almindeligt i mange zoologiske haver i udlandet, at rovdyr bliver fodret med hakkekød. Det sker ud fra ønsket om at skåne gæster for at se, at dyr blive ædt. I Odense Zoo er opfattelsen dog en anden.

- I Odense ZOO ønsker vi, at vores gæster skal se, hvordan virkeligheden er. Det at æde hele dyr er en stor del af for eksempel en tigers natur. Vi fodrer derfor med hele kadavere. Det betyder, at tigeren får lov at bruge sine mange kræfter og sanser, når den knokler med at fortære et dyr. Den får mange smagsoplevelser af blandt andet indvolde og sener, og den bruger sine tænder til at 'klippe' byttet i stykker. Det er helt i modsætning til det, man ser i mange udenlandske zoologiske haver. Her er der tilfælde, hvor rovdyr taber deres tænder, fordi de ikke bliver brugt, siger Nina Collatz Christensen.

Det er for det meste ikke noget problem at skaffe kød, men lige nu må rovdyrene se langt efter noget at sætte tænderne i, fortæller hun.

- Mange, der står over for at skulle aflive en hest eller en ko, ønsker, at deres dyr ender som foder og ikke på destruktionen. Det betyder, at vi ofte bliver tilbudt flere dyr, end vi har mulighed for at aftage. Lige nu er fryseren dog fuldstændig tom, og vi er meget interesseret i at høre fra folk, der kan hjælpe os. Vores behov for kød er størst, når vi har mange unger om foråret. Det er dog også den periode, hvor færrest vælger at få aflivet for eksempel en hest.