Tilbud til ledige: Teater for 25 kroner

Det kan være lidt af en udskrivning at gå i teatret. Og er man ledig, kan det være sådan en tur, der skæres væk for at få råd til de daglige udgifter.

Men det vil Betty Nansen Teatret på Frederiksberg nu lave om på.

Det københavnske teater indfører en billetkategori for ledige til stykket "Engle i Amerika" - en forestilling, der varer fire timer og 30 minutter.

"Engle i Amerika" kører frem til 17. februar - og i hele perioden kan ledige købe en billet til 25 kroner. Normalt koster en billet til forestillingen mellem 125 og 295 kroner.

Den nye billetkategori er på det beløb, der skal til for at dække gebyret for billetadministration.

Det var en henvendelse på teatrets Facebook-side fra en fan, der gerne ville se "Engle i Amerika", men som ikke havde råd, fordi vedkommende var uden arbejde, fortæller teaterdirektør Henrik Hartmann.

- Det fik os til at spekulere på, om man skulle afsætte en stak billetter i denne målgruppe. Det har vi valgt at gøre, siger Henrik Hartmann.

Samlet vil 6,8 procent af det samlede billetudbud gå til den nye billetkategori for ledige. Og det er ikke tilfældigt. For andelen svarer til de aktuelle arbejdsløshedstal.

For at få en billig billet skal man kunne dokumentere, at man er arbejdsløs og mangler fuldtidsbeskæftigelse.

Man har på Betty Nansen Teatret ikke taget stilling til, om der skal indføres en permanent billetkategori til ledige.

- Vi afventer og ser, hvordan billetterne bliver brugt, inden vi beslutter os for, om vi skal fortsætte ordningen, siger Henrik Hartmann.

/ritzau/

 

Dagens Gossip