Tilbygninger for 250 millioner kroner starter på psykiatrisk afdeling i Esbjerg

Skrevet af Elo Christoffersen

28/01/2013

Dagens topnyheder

På torsdag tages det første spadestik til udbygningen af psykiatrisk afdeling på Gl. Vardevej i Esbjerg.

Psykiatrien i Region Syddanmark bygger omkring 6.100 kvadratmeter til den eksisterende afdeling i Esbjerg, og nu går byggeriet i gang. Det fejres med første spadestik på torsdag klokken 10.

Der vil være taler ved regionsrådsformand Carl Holst (V) samt formand for regionens psykiatriudvalg Freddie H. Madsen (DF), som vil tage de første spadestik. Der vil desuden være taler af Kreativ leder Palle Bo Rasmussen fra Arkitema og områdedirektør Nicolai Schultz, NCC.

Spadestikket foregår ved p-pladsen foran hovedindgangen. Der vil være adgang fra Hospitalsvej.

Frem til starten af 2015 bygger Region Syddanmark nye kvadratmeter til den eksisterende psykiatriske afdeling på Gl. Vardevej - også kaldet Spangsbjerg. I alt skal der om- og udbygges for cirka 250 millioner kroner.