Tilfreds finansminister: Vi har kæmpet at sikre dansk EU-rabat

Skrevet af admin

19/11/2013

Mest læste i dag

Finansminister Bjarne Corydon (S) er godt tilfreds med, at EU's langtidsbudget for 2014-2020 nu er endeligt faldet på plads.

Det siger han tirsdag, efter at EU-Parlamentet har givet sin endelige godkendelse til EU's samlede langtidsbudget fra 2014 til 2020, hvori Danmark får sin rabat på EU-kontingentet.

- Europaparlamentets vedtagelse af det flerårige budget var den sidste store brik, der faldt på plads, for at Danmark formelt er sikret en rabat på en milliard kroner hvert år fremover.

- Regeringens ministre med statsministeren i spidsen har kæmpet af al kraft for at opnå rabatten, og derfor er det ikke kun kommunalvalget, der gør dagen i dag til noget særligt - det gør afstemningen i Europaparlamentet også, siger han.

Budgetrammen har været genstand for lange og hårde forhandlinger mellem medlemslandene og EU-Parlamentet, da der har været uenighed om, hvordan pengene skal prioriteres.

Det er som udgangspunkt medlemslandene, der beslutter den samlede størrelse for budgetrammen.

Samlet er de næste syv års EU-budget endt med en ramme på lige knap 1000 milliarder euro - eller lidt under 7500 milliarder kroner - hvilket er mindre, end EU-Parlamentet egentlig havde håbet på.

At der bliver skåret ned på EU's udgifter, synes finansministeren imidlertid er rigtig positivt.

- Jeg glæder mig over, at det flerårige budget betyder, at EU - ligesom medlemslandene har gjort det i årevis - er blevet tvunget til at prioritere deres midler skarpt, så hver en euro bruges, hvor den gør mest gavn, siger Bjarne Corydon.

Han henviser til, at forskning og infrastruktur opprioriteres i den nye budgetramme - delvis på bekostning af "støvede støtteordninger og landbrugsstøtte".

- Det mener jeg er den rigtige og ansvarlige vej at gå, også selvom det naturligvis har mødt en del modstand undervejs, siger Bjarne Corydon.

/ritzau/