Tilfreds Iversen: Nu lever medaljehåbet igen

Skrevet af admin

27/09/2015

Mest læste i dag

Speedwaykøreren Niels-Kristian Iversen lever fortsat i håbet om at snuppe en VM-medalje, efter at han lørdag aften sluttede på tredjepladsen i det stockholmske grandprix.

Dermed hakkede han en luns af hullet op til landsmanden Nicki Pedersen, der før de sidste to VM-afdelinger har et forspring på ti point.

- Inden løbet havde jeg egentlig skrottet forhåbningerne om at komme på podiet, men nu er muligheden der stadig. Man skal aldrig sige aldrig. Jeg vil i hvert fald gøre mit, og så ser vi, hvad der sker, siger Niels-Kristian Iversen.

Han erkender dog samtidig, at meget skal gå hans vej, hvis han skal vippe Nicki Pedersen ned af podiet.

Næste afdeling bliver kørt i polske Torun om to uger, inden det hele slutter i Melbourne 26. oktober.

- Ti point er ikke småting, og den bane, vi skal køre på i Polen næste gang, plejer ikke at passe mig særlig godt. Til gengæld kører Nicki normalt ret godt der.

- Men der er fremgang. I de seneste løb har jeg været meget tæt på finalen, så jeg tog et skridt opad ved at blive nummer tre her i Stockholm, siger Niels-Kristian Iversen.

Danskeren var stærkt kørende hele aftenen, men det blev dyrt, at han blev overhalet af den senere vinder Tai Woffinden i semifinalen.

Det kostede en god startplacering i finalen, hvor Iversen altså måtte nøjes med tredjepladsen.

- Jeg er alt i alt meget tilfreds, for jeg fik samlet en masse point. Jeg havde en svær startplacering i finalen, så mit primære mål var at få et enkelt point og komme på podiet. Det er et resultat, der er værd at tage med, siger Niels-Kristian Iversen.

Han er nu oppe på 95 point i det samlede regnskab. Det rækker til en foreløbig fjerdeplads. Nicki Pedersen har 105 på tredjepladsen.

/ritzau/