Tilfreds Morten Olsen efter storsejr: Professionelt

Skrevet af admin

16/10/2013

Mest læste i dag

De danske landsholdsspillere rejste sig flot efter skuffelsen mod Italien og leverede et professionelt stykke arbejde, da Malta blev slået 6-0 i Parken tirsdag aften.

Det mener landstræner Morten Olsen efter sejren, der er en tangering af den største sejr i Olsens regeringstid.

- Det blev en nem kamp, fordi vi agerede troværdigt og professionelt over for det publikum, der var kommet. 6-0 vinder man ikke hver dag, siger Morten Olsen.

- Vi var tvunget til at skifte tre spillere og valgte også at skifte på andre positioner. Det gav ny energi. Især i første halvleg havde vi et godt og flydende spil. Der var god bevægelse med og uden bold, lyder det fra landstræneren.

Danskerne gik til pause med en solid føring på 4-0, og tempoet faldt en smule efter pausen, indtil publikum fik to mål i slutfasen.

- I anden halvleg falder kadencen altid, men vi fik lavet to mål og havde chancer til flere. Cadeau til spillerne, siger Olsen, der kan se tilbage på fire efterårskampe, der har givet tre sejre og en uafgjort.

- Efteråret har været godt, men ikke fantastisk. Hvis vi havde slået Italien, havde det været fantastisk, mener han.

Trods den pæne slutspurt må danskerne dog konstatere, at VM i Brasilien skal opleves hjemme fra sofaen.

Men det var vigtigt for Olsen, at holdet sluttede godt af, selv om sejren over Malta umiddelbart er nytteløs.

- Vi sluttede af, så vi har en god fornemmelse. Jeg tror, danskerne fik set, at der er muligheder i dette fodboldlandshold.

- Men hvis jeg skal fremhæve en spiller fra de sidste to kampe, så er det Michael Krohn-Dehli, der spillede helt fantastisk, lyder det fra Morten Olsen.

Næste opgave for det danske landshold bliver formentlig en testkamp i november. Den arbejder Dansk Boldspil-Union i øjeblikket på at få på plads.

/ritzau/