Tilfreds skytte efter premieresejr: Vi bevarede roen

Skrevet af admin

06/12/2015

Mest læste i dag

Med en koncentreret indsats og en 30-21-sejr over Japan fik de danske håndboldkvinder en fin start på VM på hjemmebane.

Danskerne spillede i lange perioder afklaret, og Stine Jørgensen - der blev kåret som banens bedste - hæfter sig da også ved, at danskerne ikke lod sig forstyrre af det atypiske japanske spil.

- Når de dækker så offensivt og ind imellem står helt oppe på midten, så bliver spillet slået i stykker, men vi havde fokuseret meget på at bevare roen og køre de systemer, vi havde aftalt på forhånd.

- Når vi gjorde det, splittede vi dem fuldstændig ad. Derfor vandt vi så stort, siger Stine Jørgensen.

Skytten fra FC Midtjylland lavede fem mål og leverede en stort set fejlfri indsats på venstre back.

Hun giver en del af æren for den vellykkede premierekamp til trænerduoen med Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind, der havde været tydelige i deres oplæg til spillerne.

- Klavs og Søren er meget rolige, og det smitter af på os. Vi vidste, hvad vi skulle. Derfor blev det en rigtig god start for os, siger Stine Jørgensen.

Som de øvrige danske spillere var hun svært begejstret for at spille i en kulisse med 11.000 landsmænd.

- Det var en fantastisk oplevelse. Man kunne ikke undgå at få en lille klump i halsen, da vi stod i gangen og så alle de mennesker. Det var fedt, lyder det fra Stine Jørgensen.

Danmark spiller igen søndag aften, når Tunesien er modstanderen i kamp to.

/ritzau/