Tilfreds Vestas-chef opjusterer forventningerne for i år

Vestas har som ventet haft fremgang i både omsætning og indtjening i tredje kvartal.

Det får den danske vindmøllegigant til at opjustere forventningerne til omsætningen i år fra 7,5 milliarder euro til 8-8,5 milliarder euro.

Det skete også i regnskabet for første kvartal, og Vestas leverer torsdag morgen generelt et kvartalsregnskab med positive takter på stort set alle fronter.

- Opjusteringen er hovedsageligt baseret på en forbedret sigtbarhed i forhold til overleveringer resten af året, skriver Vestas i regnskabet.

Derfor er det også en tilfreds topchef, som udtaler sig i regnskabet.

- Det er med stor tilfredshed, at jeg ser Vestas vokse i alle regioner år-til-år på ordresiden, helt i tråd med vores "lønsom vækststrategi", siger koncernchef Anders Runevad.

Værdien af ordrebeholdningen på vindmøller og serviceaftaler udgjorde 16,4 milliarder euro, hvilket er en stigning på tre milliarder euro sammenlignet med samme periode sidste år.

I tredje kvartal omsatte Vestas for 2,1 milliarder euro, hvilket er en stigning på 17 procent set i forhold til samme periode sidste år.

- Vestas har leveret endnu et kvartal med stærke resultater på de finansielle og operationelle hovedparametre, siger Anders Runevad.

På bundlinjen bød kvartalet på et overskud på 206 millioner euro for vindmølleproducenten.

/ritzau/

Dagens Gossip