Tilladelse til natarbejde ved metrobyggeri er ugyldig

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

Der kommer nu igen nye grænser for, hvor langt hen på aftenen naboerne skal lytte til støj fra metrobyggepladserne i København. Det er dog ikke sikkert, at de slipper for larm om natten.

Kommunens tilladelse til, at der må arbejdes om natten på byggepladserne, er onsdag blevet kendt ugyldigt af et enigt Natur- og Miljøklagenævn.

Det er sket, fordi kommunen ikke fik foretaget en miljøvurdering, inden Borgerrepræsentationen tog en beslutning om støjgrænserne. Det skulle den ellers ifølge loven.

- En miljøvurdering bidrager til at kvalificere beslutningsgrundlaget. Det er derfor efter nævnets praksis en væsentlig retlig mangel, siger nævnsformand Pernille Christensen i en pressemeddelelse.

I princippet forhindrer afgørelsen ikke, at kommunen igen kan give tilladelse til byggeri om natten. Men manglende miljøvurdering er ikke det eneste, nævnet kritiserer kommunen for.

Onsdag har nævnet også truffet afgørelser om klager over natarbejde ved Nørrebroparken, Øster Søgade og Hovedbanegården.

Natur- og Miljøklagenævnet har besluttet, at kommunen skal udarbejde nye retningslinjer for, hvor meget byggeriet må larme. Beregningen af støjgrænserne har ifølge nævnet været mangelfulde.

Det samme vurderede nævnet 7. november sidste år, hvor Københavns Kommune blev bedt om at udarbejde nye støjgrænser for Marmorkirken.

Nævnet har desuden sendt et afgørelsesudkast i høring vedrørende metrobyggepladsen ved Sønder Boulevard. Det lægger op til, at Københavns Kommunes påbud om støjvilkår for byggepladsen også ophæves.

Metroselskabet har tidligere oplyst, at de udvidede arbejdstider var en forudsætning for at undgå en etårig forsinkelse og dermed en ekstra udgift på halvanden milliard kroner.

I Københavns Kommune oplyser teknik- og miljøforvaltningen over for Ritzau, at den er ved at læse afgørelsen og vil komme med en udmelding senere på dagen.

/ritzau/