Tilliden til de rødes jobevner er styrtdykket

Landet over vil socialdemokratiske talere i dag betone vigtigheden af at skabe job for at sikre fundamentet for fremtidens velfærd. Men vælgernes tro på, at en socialdemokratisk ledet regering kan få ledigheden ned, er styrtdykket siden folketingsvalget i 2011.

Faktisk har tilliden ikke været lavere, i de 23 år valgforskere har målt vælgernes tillid til, om socialdemokratisk ledede regeringer eller borgerlige regeringer er bedst til at bekæmpe arbejdsløshed.

Ved valget mente over halvdelen af vælgerne, at en socialdemokratisk ledet regering ville være bedre end en borgerlig til at bekæmpe arbejdsløshed. Det mener kun godt hver fjerde i dag, viser en ny måling foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4. Flere end hver tredje tror mere på en borgerlig regerings evne til at skabe arbejdspladser.

Tallene er katastrofale for især Socialdemokraterne, som traditionelt har haft beskæftigelse som en mærkesag og har levet højt på vælgernes tillid til, at de kunne skabe job, mener valgforskere.

Professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet peger på, at vælgerne kun én gang tidligere har haft så lille tiltro til, at en regering med socialdemokrater i front ville være bedst til at skabe job. Det var i 2007, mens Anders Fogh Rasmussen stod i spidsen for en borgerlig regering på toppen af højkonjunkturen.

- Denne måling gør rigtig, rigtig ondt. Ét er, at en borgerlig regering i en højkonjunktur får vælgerne til at sige, at 'den er da ikke så ringe'. Noget andet er, at socialdemokraterne under en lavkonjunktur ikke kan få vælgerne til at sige, at de trods alt er bedst til at skabe job, siger Jørgen Goul Andersen og tilføjer:

- Tallene afspejler stor skuffelse over den socialdemokratisk ledede regerings manglende evne til at gøre noget ved krisen i almindelighed og arbejdsløsheden i særdeleshed.

Valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet er enig.

- Det ser rigtig skidt ud. Bekæmpelse af arbejdsløshed er et traditionelt socialdemokratisk område, men folk er blevet voldsomt skuffede. Der kan muligvis være et håb om at vinde tilliden tilbage, hvis konjunkturerne vender. Men det er vel ikke sandsynligt, at arbejdsløsheden forsvinder så hurtigt, som regeringen har brug for, hvis den vil have gode tal før næste valg, påpeger han.

Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet, mener ligefrem, at der er risiko for en socialdemokratisk nedsmeltning som den, SF har været ude for, hvis SRSF-regeringen ikke begynder at leve op til deres valgløfter om at tage livtag med arbejdsløsheden.

- Det er Socialdemokraternes kronjuveler, de er ved at kaste over bord i regeringssamarbejdet, siger han og påpeger, at regeringsgrundlaget gav løfter om en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Den har han imidlertid ikke set ført ud i livet.

- Det er åbenbart en regering i splid med sig selv. Og dét, vi ser nu, er vælgernes totale frustration over indsatsen på beskæftigelsesområdet, fastslår Henning Jørgensen.

I midten af 90'erne, da Socialdemokraterne sad i regering sammen med Radikale, var nettoledigheden over dobbelt så stor som nu.

Alligevel var op mod halvdelen af vælgerne ikke i tvivl om, at det var en regering med socialdemokrater i spidsen, der var bedst til at få ledigheden ned. Fordi den ifølge Henning Jørgensen førte en politik, der gav vælgerne håb. Nu har vælgerne mistet håbet, og det kan også slukke håbet for Socialdemokraterne, mener han.

- Nu er de ikke bærere af håb for lønmodtagerne, men af skuffelse og frustration. Det socialdemokratiske projekt er i fare, hvis man opløser velfærdssamfundet, opgiver at gøre en aktiv indsats for folk og overlader det hele til markedsmekanismerne, mener han.

Politisk ordfører for Socialdemokraterne Magnus Heunicke udpeger selv jobskabelse til at være en af de to hovedprioriteter i det socialdemokratiske projekt. Den anden er velfærd. Alligevel gør den aktuelle måling ikke mere ondt på ham end alle de andre negative målinger, der har forfulgt hans parti og regering siden valget.

- Vi knokler hver dag for at sikre arbejdspladser og velfærd, og så må det være op til vælgerne at vurdere vores indsats. Indtil nu synes de åbenbart ikke, vi har gjort nok, siger Magnus Heunicke.

Han nævner den aktuelle vækstplan, som det seneste eksempel på en lang stribe af initiativer for at bekæmpe ledigheden.

- Men man kan ikke forestille sig en regering, der gør mere. Det er ikke muligt, konstaterer den socialdemokratiske ordfører.

Magnus Heunicke mener, at resultaterne af regeringens anstrengelser bliver overset eller underkendt.

- Arbejdspladserne fossede ud af landet, da Løkke (Lars Løkke Rasmussen, V-statsminister fra 2009 til 2011, red) var statsminister. Den blødning har vi stoppet, mens udviklingen er fortsat i andre lande. Det skyldes kickstarten og den lave rente - ellers var vi fortsat med at bløde, siger han.

Kickstarten har ifølge Magnus Heunicke skabt 20.000 arbejdspladser og er grunden til, at vi nu har det højeste niveau for anlægsinvesteringer i 30 år.

- Samtidig har vi en rente, som ikke kan komme længere ned, og som i sig selv sikrer 40.000 arbejdspladser. Slap vi den økonomiske styring, ville renten hoppe op, og vi ville miste de 40.000 job, mener han.

Han kan glæde sig over, at de nyeste ledighedstal viser et svagt fald, så der nu er 154.900 ledige. Det svarer til 5,8 procent af arbejdsstyrken og er det laveste niveau siden december 2009.

Dagens Gossip

Dagens TV