Tillidsbrud: Hollywoodpar bryder forlovelse

Skrevet af admin

20/06/2016

Dagens topnyheder

Mens sommertemperaturerne banker opad, er kærligheden mellem Iggy Azalea og Nick Young blevet køligere.

Den 26-årige kvindelige rapper Iggy Azalea har udtalt, at hun ikke længere stoler på sin kæreste, den 31-årige LA Lakers-basketstjerne Nick Young, og derfor har parret nu brudt deres forlovelse.

- Desværre, selv om jeg elsker Nick og har forsøgt og forsøgt at genopbygge min tillid til ham, er det de sidste uger blevet tydeligt for mig, at jeg ikke er i stand til det, skriver Iggy Azalea i et opslag på Instagram og fortsætter:

- Jeg ønsker oprigtig talt Nick det bedste. Det er aldrig nemt at gå fra en person, som man har planlagt hele sin fremtid med, men fremtiden kan omskrives, og i dag er min side blank, skriver hun.

Der opstod spændinger mellem parret i foråret, da Young blev fanget på en lækket videooptagelse, hvor han omtalte en række eskapader med andre kvinder over for en holdkammerat.

Efterfølgende sagde Young på en pressekonference, at "hvad der er sket, er sket" uden at be- eller afkræfte indholdet af videoen. På det tidspunkt bakkede Iggy Azalea sin forlovede op.

- Det er en del af at være basketballspiller. Jeg tror på min mand, og Nick er en super fin fyr. Han kunne aldrig finde på den slags, sagde den Grammy-nominerede "Fancy"-stjerne i radioprogrammet "Shoboy in the Morning" ifølge US Weekly.

Men nu stoler Iggy Azalea altså ikke længere på sin kæreste, og parret har brudt deres forlovelse og afsluttet deres forhold efter tre år sammen.

LA Lakers-stjernen friede ellers til den hårdtslående rimsmed på sin 30-års fødselsdag den 1. juni 2015 og fik sit livs fødselsdagsgave, da Azalea gav ham sit ja. Efterfølgende blev en videooptagelse af frieriet udgivet.

Den australske rapper Iggy Azalea, der bærer det borgerlige navn Amethyst Amelia Kelly, slog igennem med albummet "The New Classic" i 2014 og har lavet hittet "Beg For It" med den danske stjernesangerinde MØ.

Læs opslaget her: https://www.instagram.com/p/BG2pXhVLqJs/

Og se Young fri til Azalea her: https://www.youtube.com/watch?v=XJnbuENP7Mo

/ritzau/FOKUS