Tillykke til verdens ældste kvinde

På et plejehjem i Osaka, Japan, fejrer verdens ældste kvinde tirsdag sin fødselsdag. Det er nummer 115 i hendes lange liv, der begyndte helt tilbage i 1800-tallet.

Misao Okawa, som fødselsdagsbarnet hedder, modtog i sidste måned et certifikat fra Guinness World Records, der bekræftede hendes status som klodens ældste, nulevende kvinde.

Okawa blev født 5. marts i 1898 og blev gift i 1919. Hun har to nulevende børn, og de er heller ikke helt unge længere: Begge er over 90 år gamle, rapporterer japanske medier. Den 115-årige har også fire børnebørn og seks oldebørn, lyder det.

Hun har angiveligt aldrig haft større problemer med helbredet, men brækkede dog sit ben i en alder af 102. Måske ligger hemmeligheden bag hendes høje alder i kosten, og hun er vild med sushi med makrel, som også er på tirsdagens fødselsdagsmenu.

Japan, der er kendt for borgere med lang levetid, er både hjem for den ældste kvinde og den ældste mand. Verdens ældste person er en 115 år gammel japansk mand, som bor i Kyoto. Han fylder 116 i næste måned.

Hidtil er det dokumenterede ældste menneske den franske kvinde Jeanne Calment, der døde 122 år gammel i 1997.

Se billederne fra fødselsdagsfesten herunder.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip