Tilskudsordning skaber skov svarende til to gange Rold Skov

Skrevet af admin

26/01/2014

Dagens topnyheder

Træ for træ er nye skove med statsligt tilskud skudt i vejret over hele landet de seneste 15 år.

En ny evaluering af tilskudsordningen, der skal give private mod på at rejse skov, viser ifølge Miljøministeriet, at i alt 18.629 hektar skov med åbne arealer er blevet rejst med tilskud fra skovrejsningsordningen i årene fra 1998-2012.

- Skovrejsningsordningen har været en stor succes. Det klare bevis på det er, at hvis man samlede alle de nye skove ét sted, ville den nye skov være over dobbelt så stor som Rold Skov, siger miljøminister Ida Auken (SF).

Evalueringen af skovrejsningsordningen er lavet af rådgivningsvirksomheden Orbicon sammen med Københavns Universitet for Naturstyrelsen. Undersøgelsen skal nu bruges til at se på, hvordan ordningen kan gøres endnu bedre.

- Selvom skove er skudt op over hele landet, så er der selvfølgelig ting, der kan blive bedre. Derfor arbejder vi på et nyt nationalt skovprogram i 2014, der ser på både offentlige og private skove, siger Ida Auken.

Den gennemsnitlige størrelse på de skovrejsningsprojekter, der indtil nu er søgt støtte til, er på cirka syv hektar. Miljøministeren vil i fremtiden arbejde for større skove.

- Vi har brug for større sammenhængende naturområder, og det er de store naturperler, der for alvor gør en forskel for biodiversiteten.

- Der kan privat skovrejsning være et af midlerne. Jeg ser gerne, at lodsejere enten alene eller sammen med andre planter nye og større skove, siger Ida Auken.

Med tilskud fra skovrejsningsordningen får skoven automatisk status som fredet skov.

Dermed vil skoven forblive skov og kan ikke på et senere tidspunkt omlægges til landbrug. Ny skov kan dog godt bruges i forbindelse med produktion af træ til eksempelvis tømmer, møbler, papir og brænde.

I øjeblikket dækker alle de danske skove tilsammen 14,1 procent af landets areal.

/ritzau/