Tilskuer smider tis efter Tour-stjerne

Mark Cavendish måtte på onsdagens enkeltstart i Tour de France finde sig i, at en tilskuer kastede urin efter ham.

Den britiske supersprinter fra Omega Pharma-Quick-Step var genstand for en del vrede ovenpå tirsdagens 10. etape, hvor han var indblandet i Tom Veelers' styrt på opløbsstrækningen.

Omega Pharma-Quick-Steps chef Patrick Lefevere fortæller, at den tidligere verdensmester er skuffet.

- Sandsynligvis er tilskuerne ikke så glade for det, der skete i går, og de råbte af ham, inden en eller anden idiot smed urin efter ham.

- Mark er ikke vred, men han er meget skuffet, for han mener ikke, at han har fortjent det, siger Lefevere til AFP.

Tourens løbsjury vurderede tirsdag aften, at Cavendish ikke gjorde noget ulovligt, da han og Veelers i høj fart kørte skulder mod skulder, inden Veelers røg i asfalten.

/ritzau/

Dagens Gossip