Tilskuerne strømmer til Farum Park

Tilskuerkrise er ikke et begreb, der plager FC Nordsjælland. Tværtimod er publikum strømmet til Farum Park i langt højere antal i dette efterår i forhold til sidste efterårssæson.

Til de 10 hjemmekampe i denne sæson har FCN haft 5.441 tilskuere i gennemsnit, mens det tilsvarende tal for de ti kampe i Farum Park i efteråret 2011 lød på 4.465 tilskuere. Der er altså tale om en stigning på næsten 1000 tilskuere pr. kamp eller i gennemsnit en stigning på knap 22 % i forhold til sidste sæson. Det er en flot tilskuerfremgang i Farum Park, som da heller ikke går bestyrelsesformand Allan K. Pedersens opmærksomhed forbi:

- Det er klart, at de sportslige resultater tiltrækker tilskuere, og klubbens fans går jo sjældent skuffet hjem fra Farum Park. Jeg er dog utroligt glad for at se, at vores anstrengelser omkring tilskueroplevelsen og kamp set-uppet også bliver belønnet. Vi er i gang med at udvikle hele måden, at gå til fodbold i FC Nordsjælland. Både i loungerne, hvor vi i foråret vil tage flere dele af vores unikke Champions League-koncept med fra Parken, men også på selve stadion, hvor vi i højere grad vil udnytte faciliteterne og sørge for at alle tilskuere forlader Farum Park med følelsen af, at få noget ud af den tid, de giver os, siger Allan K. Pedersen.

Målet er, at der skal være fyldt stadion til alle kampe.

- Men som med alt andet i vores organisation, bygger vi først og fremmest på fundamentet. Vi vil fastholde en sund udvikling og forretning, men jeg tror på, at vi med de kommende tiltag vil se endnu flere tilskuere til vores hjemmekampe, forklarer bestryelsesformanden.

Samtidig med den øgede tilstrømning til FCN’s hjemmekampe i Farum, gik 70.000 tilskuere gennem tælleapparaterne til hjemmekampene i Champions League. I alt har rekordmange tilskuere set FC Nordsjællands hjemmekampe i 2012: Næsten 175.000 tilskuere har oplevet de danske mestre på hjemmebane.

Dagens Gossip