Tilsyn: Sjusk årsag til kollapset cirkustelt

Cirkus Arena havde ikke sørget for, at deres cirkustelt var sat forsvarligt op, da cirkusset dannede rammen om et privat arrangement i Kalundborg sidste måned.

Det fastslår Arbejdstilsynet i en ny rapport, som Ekstra Bladet har fået indsigt i.

- Vores konklusion er, at den samlede teltopstilling har ikke kunne holde til det, den skulle. Vi har givet påbud for at sikre, at det ikke sker igen, siger Jens Rise Rasmussen, der er tilsynschef ved Arbejdstilsynet til Ekstra Bladet.

I begrundelsen for påbuddet står der, at teltets jordspyd var helt eller delvist trukket op af jorden, så "bardunernes fastgørelse forsvandt".

Derudover påpeger rapporten, at jordbunden på teltets sydside var blød og våd, skriver Ekstra Bladet.

I ulykken, der skete 21. juni, kollapsede den ene side af teltet ned over omkring 550 gæster fra SEAS-NVE, der var til et arrangement i cirkusteltet.

Ingen alvorligt til skade, men syv måtte på hospitalet med lettere kvæstelser.

Fra Cirkus Arenas side lød begrundelsen for teltkollapset blandt andet på "nogle fantastiske hårde vindstød".

Men det stemmer ikke helt overens med Arbejdstilsynets rapport.

- Vi har ikke kunne konstatere ekstreme vejrforhold ud fra de data, vi har tilgængelige, siger Jens Rise Rasmussen til Ekstra Bladet.

Cirkus Arena afviser over for avisen Arbejdstilsynets konklusioner.

Politiet er fortsat i gang med at undersøge årsagen til kollapset - en undersøgelse, der skal klarlægge, om nogen kan stilles retligt til ansvar. Den ventes færdig i slutningen af august, siger politiinspektør fra Midt- og Vestsjællands Politi, Ole Kristensen, til Ritzau.

/ritzau/

 

Dagens Gossip