Tiltalt: Afpresning af Bruun Rasmussen-chef var »tåbeligt«

En 55-årig chef hos auktionsfirmaet Bruun Rasmussen forklarede onsdag, hvorfor han afpressede sin direktør Claus Poulsen.

»Det er det mest tåbelige, jeg har gjort i mit liv,« sagde den 55-årige auktionschef i Københavns Byret ifølge bt.dk, som er til stede i retten.

Den 55-årige mand er tiltalt for groft narkohæleri for 3,1 millioner kroner og for at afpresse sin egen arbejdsgiver for 50.000 kroner.

Kort før sagen om narkohæleri oprindeligt skulle for retten, sendte den 55-årige to SMS-beskeder, hvor han udgav sig for at være en anden person med kendskab til sagen.

I SMSen skrev han til direktør Claus Poulsen:

»Jeg er bekendt med, at en af dine folk er sigtet for narkohæleri. Jeg tror, jeg kan få ham fra forsiden. Vil du og X. (den ansatte selv, red.) betale for dette, send mig sms inden kl. 9 i morgen,« skrev han 22. oktober 2012.

Dagen efter skrev han:

»Hej. Kan se, du har ringet, forestiller mig 50k i en kuvert, går i møde, må vide det inden kl. 10., tak, X.,« skrev han med henvisning til de 50.000 kroner, han forventede at få.

I retten forklarede han, at han var stresset på grund af sagen, da han sendte SMSerne.

»Jeg havde ikke sovet i 14 dage. Jeg var utrolig glad for mit job hos Bruun Rasmussen og var bange for at miste det. For at skabe lidt sympati sendte jeg SMS-beskederne. Jeg har aldrig haft til hensigt at afpresse Claus Poulsen,« forklarede den 55-årige i retten.

SMSerne blev sendt fra en telefon og et SIM-kort, som den tiltalte havde købt til lejligheden. Begge dele smed han i havnen efter at have sendt den sidst SMS.

»Jeg var i samme færd flov og ked af det,« fortalte auktionschefen.

Bagefter kørte han hen til sin advokat Anders Nemeth og fortalte ham om SMSerne. Advokaten ringede til Københavns Politi og fortalte, at nogen havde forsøgt at afpresse Bruun Rasmussen.

En kriminalbetjent, der var indkaldt som vidne i sagen fortalte onsdag, at politiet indledte en efterforskning for at finde frem til den person, der havde sendt SMSerne. Efterforskningen blev indstillet, da de fik at vide, at det var den 55-årige selv, der havde sendt dem.

»Det blev vi noget overraskede over. Det havde vi ikke forestillet os,« sagde betjenten.

Claus Poulsen har tidligere været indkaldt som vidne i sagen. Han fortalte, at han ikke troede den 55-årige havde til hensigt at afpresse ham.

»Jeg tror, de er afsendt i et øjebliks panik, vanvid eller fuldskab,« sagde han.

Sagen om narkohæleri udspringer af en stor narkosag, hvor en anden mand er dømt for indsmugling af ni ton hash fra Danmark til Spanien. Ifølge anklagemyndigheden hjalp auktionschefen med at hvidvaske penge fra narkohandlen ved at overføre narkopenge til den dømtes kæreste som betaling for et fiktivt salg af dyre genstande. For pengene købte hun en stor landejendom i Fuglebjerg.

Dagens Gossip