Tiltalt dansker vil ikke lade sig afhøre i hackersag

Skrevet af admin

05/09/2014

Dagens topnyheder

Den 21-årige dansker JKT, der er tiltalt i en stor hackersag, vil ikke lade sig afhøre fredag i Retten på Frederiksberg.

Hans forsvarer, Michael Juul Eriksen, har fredag fået nogle nye bilag fra anklagemyndigheden. Men han har ikke nået at gennemgå dem med sin klient, og først når han har gjort det, vil JKT udtale sig.

- Jeg skal varetage min klients interesser. Jeg har fået en masse materiale her, som jeg ikke har haft lejlighed til at kigge på. Så må man være lidt hurtigere ude fra anklagemyndighedens side, siger Michael Juul Eriksen og fortsætter:

- Jeg forventer, at han (JKT, red.) vil lade sig afhøre, når vi har gennemgået det materiale, vi har fået.

Det vakte stor frustration hos de to anklagere, vicestatsadvokat Anders Riisager og senioranklager Maria Cingari.

- Jeg foreslår, at man noterer i retsbogen, at han (JKT, red.) ikke ønsker at afgive forklaring, siger Anders Riisager og tilføjer lettere oprevet:

- Hvis JKT ikke ønsker at give forklaring i dag, så må vi jo gå videre til næste punkt på dagsordenen.

Dommerne er heller ikke just begejstret for, at afhøringen ikke kan begynde fredag.

Men trods indvendinger fra anklagere og dommere fastholder Michael Juul Eriksen, at hans klient ikke vil udtale sig på retsmødet fredag, men fastslår, at det dog stadig er hans "klients intention at udtale sig".

Ud over den 21-årige dansker er det 29-årige svenske computergeni Gottfrid Svartholm Warg også tiltalt. Tidligere fredag blev Warg afhørt.

JKT og Warg er tiltalt for omfattende hacking mod firmaet CSC, som opbevarer offentlige registre for politiet og staten. Begge nægter sig skyldige.

Angrebene er blandt andet gået ud over CPR-registret, politiets kriminalregister og det såkaldte SIS, som indeholder oplysninger om internationalt efterlyste i Schengen-området.

Der ventes dom den 31. oktober.

/ritzau/