Tiltalt ekskæreste: Mette døde naturligt

Selvom Mette Bønnelykke Herholdt blev fundet med en blå plastikpose rundt om hovedet og to papirkugler i svælget liggende i et køleskab, mener den 47-årige ekskæreste, der er tiltalt for drabet på hende, at hun led en naturlig død.

- Jeg har nok sat posen på hendes hoved. Men jeg kan ikke forklare hvornår eller hvordan, forklarer han mandag, da i retten i Nykøbing Falster indledte straffesagen mod ham.

Han nægter at have dræbt sin 40-årige ekskæreste tilbage i 2010.

Ekskæresten, MAP, fortæller i retten, at han den pågældende morgen fandt hende død i sengen, efter at han havde været ude at handle.

- Jeg rusker i hende, men der var ingen vejrtrækning eller noget som helst, forklarer han til anklageren Jeanette Wincentz Andersen.

På det tidspunkt strejfede det ham ikke at hive fat i en nabo eller ringe 112.

Senere samme dag valgte han at pakke hendes lig ind i en presenning og køre hende ud i sit udhus på en sækkevogn. Et par måneder efter besluttede han sig for at lægge liget med presenningen ind i et køleskab.

Han er tiltalt for at have dræbt Mette Herholdt ved først at have bedøvet hende og derefter kvalt hende ved at proppe to papirkugler ned i hendes hals.

Om MAP har placeret den blå Aldi-pose på Mette Herholdts hoved, har han svært ved at forklare. Hans forklaringer afviger fra hinanden, og der er mange dele af hændelsen, som han ikke mener, at han kan huske.

- Det er sjovt, at når vi kommer tæt på for eksempel aldiposen eller marmorstaven, så kan du pludselig ikke huske det. Men andre detaljer husker du krystalklart, siger anklageren til MAP.

Marmorstaven fandt politiet inde i presenningen. MAP kan ikke genkende staven. Anklageren mener dog, at han har brugt den til at presse papirkuglerne ned i halsen på ekskæresten.

/ritzau/

 

Dagens Gossip