Tiltalt: Jeg efterlod ikke Minna til døden

Skrevet af admin

05/12/2013

Dagens topnyheder

En 49-årig kvinde var ikke selv til stede, da Retten i Nykøbing Falster torsdag formiddag blev sat for at afgøre en alvorlig sag, hvor kvinden er tiltalt for ikke at hjælpe Minna Dahl Michelsen i en sump, hvor hun sad fast og til sidst døde.

Forsvarsadvokat Louise Tschernja kunne ved retsmødets start informere om, at hendes klient var syg. Det fik anklager Sabrina Eifler til at begære den tiltalte, LR, anholdt, medmindre hun inden for den næste uge afleverer en lægeerklæring til retten.

Anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil blandt andet have LR dømt for at have efterladt 48-årige Minna Dahl Michelsen i en sumpet eng i stedet for at tilkalde hjælp.

Det skete natten til 21. juli, hvor Minna Dahl Michelsen efterfølgende døde, formentlig fordi hun blev dehydreret og overophedet. Der skulle gå over en uge, før Minna Dahl Michelsens lig blev fundet.

Louise Tschernja kunne ved torsdagens retsmøde fortælle, at LR nægter sig skyldig i den del af tiltalen, som vedrører Minna Dahl Michelsen. Derudover nægter LR sig skyldig i en lang række forhold, som drejer sig om tyveri.

Advokaten oplyste, at LR kunne erkende et mindre tyveri af benzin, hærværk, ulovlig indtrængen, besiddelse af 2,2 gram hash og overtrædelse af et polititilhold. Det efterlader dog 21 forhold i sagen, hvor LR nægter sig skyldig.

Ved retsmødet kom det også frem, at der er blevet lavet en såkaldt personundersøgelse, som fastslår, at LR ikke er egnet til samfundstjeneste på grund af hendes psykiske tilstand.

Derfor forlangte Sabrina Eifler også, at der skal iværksættes en mentalundersøgelse af LR. Det meddelte Louise Tschernja, at hendes klient er indforstået med.

Mentalundersøgelsen får betydning for, om LR skal idømmes almindelig straf eller for eksempel psykiatrisk behandling.

Det tager omkring seks uger at foretage en mentalundersøgelse, og retsformand Karsten Tougaard Kristensen valgte derfor at flytte hele retssagen til midt i februar, hvor den vil blive afviklet over to dage.

Mentalundersøgelsen kommer til at foregå ambulant og ikke ved indlæggelse eller tvangsindlæggelse, som det ellers kan forekomme.

/ritzau/