Tiltalt for krigsforbrydelser på Balkan er død

Skrevet af admin

13/07/2016

Mest læste i dag

Den kroatisk-serbiske oprørsleder Goran Hadzic, der har været tiltalt for krigsforbrydelser i forbindelse med krigen på Balkan i 1990'erne, er død af kræftsygdom.

Hadzic havde en tumor i hjernen og døde tirsdag på et hospital i Serbien ifølge nyhedsbureauet Tanjug. Han blev 57 år gammel.

Goran Hadzic var under anklage ved FN's krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY), men sagen blev i april udsat på ubestemt tid på grund af Hadzics sygdom.

Han var tiltalt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden for sin rolle i krigen i Kroatien mellem 1991 og 1995.

Han var anklaget for at have dræbt hundredvis af kroater og beordret deportationer af kroater og andre ikkeserbere i udbrydernationen Krajina i Kroatien. I alt var der 14 anklagepunkter mod Hadzic.

Blandt andet skulle han have stået bag drabene på 264 hospitalspatienter i Vukovar i 1991. Han var også tiltalt for massakren af kroatiske civile, der blev tvunget til at gå ind i et minefelt i byen Lovas i Kroatien i oktober 1991.

Hadzic blev anholdt i 2011 som den sidste af de tidligere serbiske ledere, der var på krigsforbryderdomstolens liste over eftersøgte. Forinden havde han været på flugt i syv år.

/ritzau/NTB