Tiltalt for menneskehandel kørte Mercedes og sendte penge

Skrevet af admin

15/09/2015

Dagens topnyheder

En 39-årig rumæner har i de seneste år levet af at samle gammelt jern og sælge hjemløseavisen "Hus Forbi", men han har alligevel formået at køre Mercedes og siden 2012 sendt 340.000 kroner til venner og bekendte i sit hjemland.

Pengene er imidlertid tjent på lovlig vis - og da slet ikke ved at udnytte 17 landsmænd til at begå økonomisk kriminalitet, sådan som anklagemyndigheden ellers mener.

Det fastslog han tirsdag ved Retten i Hillerød, hvor han sammen med sin 35-årige bror og 27-årige søster er tiltalt for menneskehandel og bedrageri. Forbrydelser, der skal have indbragt søskendeflokken cirka 1,2 millioner kroner.

- Det var penge, jeg selv havde tjent, lød det fra den lavstammede rumæner, da anklager Mads Kruse ville vide, hvordan han finansierede sine dyre vaner.

I retten erkendte manden, at han kender størstedelen af de 17 rumænere, der hævder, at de er blevet truet, slået og sparket til at bedrage en lang række danske firmaer.

Bekendtskaberne har han fra sin rumænske hjemstavn, landsbyen Burca, men det er ikke ham, der har bragt dem til Danmark, forklarede han.

- De kom på eget initiativ. Der var ikke nogen, der bad dem om at komme.

Noget tyder dog på, at manden på en eller anden måde har været involveret i rumænernes ophold i Danmark.

Således havde flere af de påståede ofre folkeregisteradresser hos den tiltaltes familiemedlemmer i Danmark, ligesom deres personlige papirer, falske ansættelseskontrakter og danske NemID-kort er blevet fundet hos hans familie.

Disse fund flugter godt med anklagemyndighedens teori.

Den går på, at de tiltalte skal have lokket fattige rumænere til Danmark med lovning om gode job, transporteret dem hertil, installeret dem i huse og taget dem med til Borgerservice, hvor de fik NemID og cpr-nummer.

Efterfølgende skal bagmændene have frataget rumænerne de danske identitetspapirer og brugt deres identiteter til bedrageri og skattesvindel.

Hvis de gjorde modstand, fremgår det af anklageskiftet, blev de enten truet eller tæsket til stilhed.

/ritzau/