Tiltalt for overfald: Jeg ville aldrig skade en kvinde

- Jeg ville aldrig skade en kvinde, for jeg har selv en mor og en søster.

Sådan lyder det fra en 16-årig dreng, der sammen med en 18-årig mand er tiltalt for et groft røveri mod en gravid kvinde 23. januar på et stisystem i Valby i København.

Ifølge en udtalelse fra kommunen, har han været berørt af sagen, der onsdag blev behandlet i Retten på Frederiksberg.

De to mænd har under hele sagen nægtet sig skyldige.

To andre mænd er også mistænkt for røveriet, men de er stadig eftersøgt af politiet. Ifølge anklageskriftet, var det disse to mænd, der sparkede og slog den højgravide kvinde.

Anklager Esben Arenfeldt ville vide, hvornår den 16-årige HZ sidst har haft kontakt med de to personer, der stadig er eftersøgt for røveriet.

- Det var på perronen på Vigerslev Allé, da vi hørte, at de ville stjæle fra en dame. Det ville vi ikke være med til, svarer han gennem sin tolk.

Overvågningsbilleder viser, hvordan de fire mænd fulgte efter kvinden i S-toget fra Nørrebro Station, hvorefter de to nu eftersøgte mænd fulgte efter hende i en bus. Kort forinden havde hun vekslet 29.500 kroner.

Under onsdagens retsmøde var familie til offeret for det grove røveri blandt tilhørerne. På et tidspunkt følte den 18-årige ZA sig tydeligvis truet, og politiet måtte tysse på både den tiltalte og et familiemedlem for at få ro i retten.

HZ, der er født i Marokko, søgte om asyl i Danmark tilbage i 2010, men fik afslag. Selvom han fik afslag på ansøgningen, har han opholdt sig i København siden.

Ud over røveriet er han tiltalt for at have overfaldet en betjent i et Røde Kors Center. Desuden er han tiltalt for syv tilfælde af tyveri og et tyveriforsøg.

ZA har søgt om asyl i Østrig, men har i de seneste par år opholdt sig skiftevis i Sverige og i Danmark.

/ritzau/

Dagens Gossip