Tiltalt for svindel med pantebreve til 40 millioner kroner

Skrevet af admin

14/03/2016

Dagens topnyheder

Det er ikke småpenge, det drejer sig om, når den tidligere pantebrevshandler René Müller tager plads på anklagebænken i Retten i Odense mandag morgen.

Bagmandspolitiet, der har rejst sagen, vil have ham dømt for underslæb af særlig grov beskaffenhed, fordi han efter anklagemyndighedens opfattelse stak en fortjeneste på 40 millioner kroner ved salg af pantebreve i egen lomme.

Sagen går tilbage til 2007. Da tilegnede René Müller sig ifølge tiltalen de mange penge i forbindelse med salg af pantebreve, der tilhørte et ejendomsselskab.

I stedet for at sende pengene videre til ejendomsselskabet beholdt han dem selv og brugte en del af dem til at betale privat gæld, mener altså Bagmandspolitiet.

Ifølge Jyllands-Posten handler tiltalen om en ejendomshandel på Strøget i København, hvor René Müller tjente 55 millioner kroner på en ejendom, som han kun havde ejet i ganske få dage.

Avisen afslørede i en artikelserie, hvordan en lukket kreds af ejendomsinvestorer i årene op til finanskrisen handlede og byttede ejendomme med hinanden til stadigt stigende priser.

Handlerne blev finansieret af lånevillige banker, men efter Jyllands-Postens afsløringer fik René Müller problemer med at få finansieret handler, som han allerede havde indgået.

Foruden underslæb til 40 millioner kroner, er den nu 44-årige pantebrevshandler tiltalt for skyldnersvig af særlig grov karakter ved at snyde kreditorerne i et konkursbo for knap en million kroner.

René Müller nægter sig skyldig i anklagerne.

- Jeg er meget overrasket og skuffet. Det her lugter af, at man bare skal have nogle syndebukke for finanskrisen, og sagen derfor bare skal køres lige meget hvad, sagde han til Jyllands-Posten, da han sidste år blev tiltalt i sagen.

Der ventes at falde dom i sagen fredag.

/ritzau/