Tiltalt sygeplejerske inden dom: Et vanvittigt forløb

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

En drabstiltalt sygeplejerske magtede ikke selv at tage ordet, da hun onsdag fik muligheden for at tale direkte til dommere og nævninge, inden de trak sig tilbage for at afgøre hendes skæbne.

Ikke desto mindre ønskede den 31-årige kvinde at sætte et sidste aftryk på den langstrakte straffesag, forklarede hendes forsvarsadvokat, Jørgen Lange.

- Hun vil gerne sige noget, men magter det ganske enkelt ikke. Hun har formuleret nogle ting, som hun har bedt mig om at sige, sagde advokaten.

Herefter kiggede han kort over på den tiltalte, inden han rettede blikket mod sine papirer for at referere hendes ord:

- Jeg har været igennem et helt vanvittigt forløb og er blevet beskyldt for nogle ting, som jeg ikke har gjort. Det er gået ud over min familie, min kæreste og ikke mindst min otteårige datter, læste advokaten og opfordrede til "fair play" i bedømmelsen af sagen.

Igen kiggede han over på den sorthårede og let buttede kvinde, der sad nogle meter fra den pult, hvorfra han talte.

- Er du enig i det, jeg har sagt?, ville han vide og fik et bekræftende nik tilbage.

Det er snart 16 måneder siden, at den 31-årige sygeplejerske efter en nattevagt på det lokale sygehus blev anholdt og sigtet for at dræbe patienter med medicin.

På vagten mente en kollega at have overrasket den tiltalte, mens hun stod bøjet over en ældre patient med to store sprøjter. Kort tid efter fik patienten respirationsstop og måtte genoplives.

Denne episode betegner anklagemyndigheden som et drabsforsøg. Hertil kommer tre påståede drab, som ligeledes skal være gået ud over ældre og syge patienter, som døde under deres indlæggelser.

Det er anklagerens og en stribe kollegers opfattelse, at den tiltalte er drevet af en syg stræben efter drama og opmærksomhed, og at patienterne har været statister i dette skuespil.

Sygeplejersken nægter sig imidlertid skyldig og hævder at være offer for rygter, misundelse og ondsindet sladder blandt kolleger.

Retssagen startede 11. marts, og efter 25 retsdage er det nu op til de tre juridiske dommere og seks nævninge at vurdere, om hun er skyldig eller ej.

Afgørelsen ventes fredag klokken 10.

/ritzau/